Her kommer til gengæld en video med Steve Andreas, der illustrerer det effektive Compulsion Blowout mønster. Nyd elegancen i hans stil.

Mvh. Anders Rønnau

Austin er uddannet sygeplejer og har arbejdet som sådan i en årrække mens han først blev NLP Practitioner, NLP Master, NLP Trainer og siden hypnose-certificeret.

Bogen The Rainbow Machine – Tales From a Neurolinguist’s Journal er en samling af mere end 50 små historier og anekdoter fra Austins arbejde med klienter og patienter. Og det er en meget bred vifte af historier.

Der er eksempelvis historien om den lille pige, der var indlagt på hospitalet og ikke ville med til røntgen. Austin får derefter gennet forældre og læger væk, så han kan fortælle pigen at han IKKE synes hun skal gå med ham, fordi hun IKKE må få noget at vide om den hemmelige Regnbuemaskine. Snart har han pigen udstyret med sølvpapirshjelm og glitterbånd glad på vej til røntgen.

Eller historien om hvordan Austin hjalp en psykiaters klient af med sin frygt for edderkopper mens psykiateren sad med i sessionen. Klienten gik derfra uden angst for edderkopper og psykiateren kunne ikke forstå at klienten kunne være blevet bedre og havde derfor ikke fået noget som helst ud af sessionen.

Noget af det allerbedste ved Austins bog er måden han skriver på. Han gengiver store dele af den dialog, han har med sin klient, og lægger små hints ind til os om hvorfor han lige præcis brugte denne vending istedet for en anden. Der er hele tiden noget at lære af disse små godbidder og bogen er en glimrende måde at få genopfrisket din fornemmelse for detaljerne i sproget, hvis du skulle gå og savne det.

Samtidig giver bogen mange forskellige historier og vinkler på fysiologisk og mental sundhed et bidrag til forståelse af, hvor mange forskellige ting, vore NLP værktøjer egentlig kan bruges til.

Find bogen The Rainbow Machine – Tales From a Neurolinguist’s Journal hér.

God fornøjelse.

/Anders.

Læs om denne og andre NLP bøger på siden NLP bøger.

Ifølge Nick Kemp skaber folk den angstfyldte tilstand ved at have en indre stemme, der taler i et alt for højt tempo:

They are usually talking to themselves at such a fast tempo that they become hyper alert and stimulated, and aren’t able to access other choices-rather like driving a car on the freeway while stuck in high gear, unable to change down into lower gears. At that fast speed, it’s not possible for them to exit and turn off onto side roads, or stop for lunch.

I sin basale enkelthed går metoden ud på at afdække den indre stemme, der bruges til at skabe tilstanden af angst, og derefter hjælpe klienten til at sætte stemmen ned i gear.

Processen er i grove træk som følger:

Læs processen på Nick Kemps hjemmeside om Provocative Change – den starter nedenfor videoen med Nick Kemp.

Noget af det, jeg virkelig godt kan lide ved Nick’s beskrivelse af processen, er at han kommer med citater af de ting, han siger, – og at han forklarer hvorfor han siger nøjagtigt det som han siger det.

God fornøjelse

/Anders.

I morgen vil jeg skrive et indlæg med lidt mere om den teknik, Nick udviklede til at hjælpe folk af med deres angst på så kort tid.

I dag handler det om Provocative Therapy, som Nick Kemp og Andrew T. Austin arbejder med i England.

Basalt set går Provocative Therapy ud på at skabe scenarier, der er så langt ude, at klienten kommer til at tale sit eget problem ned til ikke rigtigt at være et problem – eller i hvert fald bare at se det i et andet lys. Ofte et mildere eller måske endda lidt lattervækkende.

Denne video er fra IASH’s store konference i august, hvor Nick Kemp holdt en workshop om Provocative Therapy. Og der er ikke nogen tvivl om at det er underholdende at være terapeut, når den står på den slags metoder…

Provocative Therapy stiller en masse spørgsmål om etik og hvordan de laver økologitjek. Det vil jeg lige vende tilbage med, når jeg har talt med Nick om hvordan han arbejder med den slags.

Læs mere om Provocative Therapy hér.

/Anders.

Hvornår coaching? Hvornår psykoterapi?
Coaching er velegnet til det sunde menneske, der grundlæggende har det godt, men har brug for hjælp til at skabe forandring i sit liv. Psykoterapi er velegnet til mennesket i følelsesmæssig smerte, og som har brug for dybereliggende, personlige forandringer.

Coaching med NLP har til formål at hjælpe den coachede til at finde den relevante dagsorden, understøtte denne og hjælpe ham eller hende med at nå sine mål. Coaching har fokus på fremtiden og bearbejdningen af de forhindringer, der spærrer for den coachedes mål og er kun i meget lille omfang årsagsorienteret. NLP anvendt i terapi inddrager i større grad den coachedes livshistorie og har til formål at give ham/hende mulighed for at skabe et andet forhold til de oplevelser, der har bidraget til hans eller hendes livskonklusioner. NLP-terapi har i høj grad fokus på hændelser tidligere i livet og deres betydning for den coachedes ”nuværende tilstand”.

Personer med meget komplekse problemstillinger og kliniske diagnoser bør henvises til psykiater eller psykolog.

Grænsen mellem coaching og psykoterapi
Mange har forsøgt skarpt at adskille coaching og psykoterapi for at få større klarhed på området. Sandheden er nok, at de to supplerer hinanden – og har en fællesmængde af værktøjer og behov de kan opfylde.

Etik og ansvar
NLP-metoderne er meget effektive og forholdsvis lette at lære og anvende. Dette stiller krav til NLP-coachen om at kende sine begrænsninger. Du er ikke Gud eller har magten til at ændre andre mennesker. Du har en værktøjskasse som du lærer at anvende på en solid og professionel måde så andre mennesker kan få glæde af det.

Du kan ikke gøre nogen skade med de værktøjer du lærer på fx. en NLP Coach Practitioner uddannelse. Det fritager dig dog ikke for at være meget omhyggelig med at vurdere den coachedes mentale tilstand og evner og udforme coachingen derefter. Økologitjekket er udformet til at hjælpe med dette. Så længe du tager hensyn til økologi, det vil sige anvender økologitjekket for at sikre, at de forandringer personen foretager sig er i overensstemmelse med personens værdier og muligheder. Coacher du en person, der i virkeligheden har brug for psykoterapi er din coaching i værste fald blot resultatløs. Coaching er nemlig ikke så dybdegående i forandringsprocessen som psykoterapi. Du bør dog altid som coach forholde dig ydmyg i forhold til dine evner og vide, hvornår du evt. bør sende en person videre til en psykoterapeut. Brug tommefingerreglen hellere henvise en gang for meget end en gang for lidt.

En god coach er som en god kok. Det handler ikke så meget om de værktøjer, kokken har til rådighed, mere om kokkens generelle forståelse for og erfaring med mad. En god kok kan lave fantastisk mad med dårlige gryder og knive. En dårlig kok vil lave dårlig mad, selv om han eller hun har de bedste køkkenredskaber til rådighed. NLP rummer gode metoder, og de er ikke noget i sig selv! Det afgørende er, hvordan man forstår og anvender dem:

En god NLP-coach sikrer, at forandringer skabes i overensstemmelse med den coachedes værdier, overbevisninger og formåen, samt i overensstemmelse med den livssituation, den coachede befinder sig i. NLP-metoderne skal – ligesom alle andre coaching-metoder – bruges etisk, ansvarsfuldt og ydmygt, før de har en gavnlig og hensigtsmæssig virkning.

/Kolja

En af mine klienter, en dreng på 8 år, havde været syg i to uger, men ville gerne ind og coaches alligevel. Han havde hovedpine og let feber.

Mens vi talte om noget andet, afbrød han mig med “Donk, donk, donk.” Jeg spurgte, hvad det var for en lyd, han lavede. Det var ambolte, der faldt ned inde i øret. Og det var det, der gjorde ondt i hovedet. Det lød jo rimeligt nok. Så manglede vi bare at finde ud af, hvor amboltene kom fra…

Det viste sig, at de faldende ambolte var et udfald af en indre kamp mellem to dele af drengens personlighed. Vi havde haft fat i de to dele ved tidligere sessioner, og endnu ikke fået løst konflikten.

Den ene del (A) vil være glad og tror at det opnåes bedst ved at lave sjov, som man *jo* bedst opnår ved at irritere og slå. Denne del er meget kreativ.
Den anden del (B) er mere cool, opfører sig ordentligt, og forsøger at holde den del A nede. Amboltene blev kastet af Del B i et forsøg på at slå Del A ihjel…

Drengen ville gerne have at de ikke var uvenner, så jeg spurgte, hvordan det ville se ud, hvis de var venner, og drengen tegnede en tegning af to folk, der kæmper med ryggen til hinanden og dermed beskytter hinanden. For at nå dertil måtte der komme en tredie del med en microchip som skulle sættes ind i hovedet på del A, så den kunne blive næsten lige så sej som del B. Den kunne jo ikke blive lige så sej, når den havde den historie bag sig.

Effekten af dette blev, at der oppe i “kontrolrummet” ikke længere herskede kaos og krigstilstand, men at de nu kunne komme igang med at operere på øret, og dermed læge det der havde været problemet.

Dermed var hovedpine forsvundet og feberen forsvandt også.

Delene var dog ikke blevet venner “ordentligt”, og vi arbejder fortsat på at skabe grobunden for et venskab, der er vedvarende.

Ikke desto mindre var reframingen af forholdet mellem de to tidligere dødsfjender nok til at den pågående indre konflikt blev forandret i sin natur, så de fysiske symptomer forsvandt.

Har du oplevet noget lignende – i dine coachinger af andre – eller når du selv er blevet coachet?

Hvilken metafor bruger du, når du har hovedpine?

/Anders Rønnau

I min jagt på inspiration faldt jeg på et tidligt tidspunkt over et par artikler, som gjorde (og stadig gør) et stort indtryk på mig.

I sin artikel Moving the Mountain skriver Laura Coulson om sit arbejde med en 13 årig pige, der havde Cerebral Parese (spastisk lammelse) og store vanskeligheder med at gå.

Et stykke inde i artiklen skriver hun:

I explained how the signal that is sent to the brain is: the foot stepped on something, and the signal is sent back to the foot telling it to respond by lifting and flexing the muscles, then the foot deciphers that it is OK to relax, sends that message to the brain, the brain then sends the message to relax back to the foot, and the foot relaxes. From this, we mutually determined that her feet are sending the messages to her brain, and her brain is currently unable to send the response back to her feet. I then showed her an illustration of all of the nerves in the legs, and we traced (with her fingers) along the illustration a path through the nerves from the hind brain to each foot. This enabled her to get a kinesthetic path through her fingers, as well as a visual path through her eyes. I also had her saying la la la la la la la, to get an auditory path that would be taken by a signal from her brain through her legs and to her feet.

We then closed our eyes and imagined traveling through her own body on the same path, paying extra attention to parts’ objections and parts’ statements, along the way. The first block in the path was an objection by a part located somewhere in the vicinity of her gut (relating to the head/heart/gut) area. It had the positive intention of “safety”. K noted that often at the end of her day, her legs would twitch, as if excess energy had built up during the day, and this same part would object by saying, “What about safe?” Physiologically, the “safe” was in the behavioral level of the logical levels. The part was approximately 3-4 years old, and exercised the “learned” behavior of “withdrawing” when it was not “safe.”

og efter at have brugt Six Steps Reframing på den del:

Next, as we continued along the path of the nervous system to her feet, we discovered another block. To determine what it was, we decided to use creative thinking and metaphors by creating an animal that could travel as fast as a nerve signal. (…) K chose a cheetah to represent a nerve pulse to her feet. I then had K step first person into the cheetah, and make her starting place her cerebellum. We asked ourselves, “What would be something compelling to get the cheetah to run super fast to get to it?” K decided that the smell of raw meat would do the trick.

Now the question was: How do we get the cheetah to want to get to the foot? Hmmm, K thought, “What is more compelling to a cheetah than raw meat?” K decided that at the bottom of her feet she would place a meadow in which there were female cheetahs in heat, with big eyelashes and wearing lipstick. They would be wagging their tails appealingly, and saying–with kind of a May West attitude–”Com’on, big boy!”. (Pretty creative kid, huh!) The second the cheetah saw those hotty girl cheetahs down there, it zoomed to K’s feet as fast as it could, and held tails with the girl cheetah saying, “Oooohhh, baby,” all along the way.

Efter at have fået hele gepardens tur ned gennem benene til at være mulig og hurtig, går de udenfor for at prøve at gå uden krykker for første gang i pigens liv:

We then imagined we were like Forest Gump, when he ran for the first time and his braces fell off. I threw her crutches away, one at a time, with added sound effects and exaggerated motions. I asked, “Are you ready?” She excitedly and congruently said, “Yup.” I said, “OK, lets do it!” I then guided her in her first steps. After two steps, I gradually released my arm from her waist, and let her go. Let me tell you, SHE WENT! She took two steps on her own, and started to lose her balance. Her mom guided her safely. She was BEAMING! She said, “MOM, I did it! I’ve never done this in my life, and I DID IT.”

Artiklen kan læses i sin helhed på NLP sitet Institute for the Advanced Studies of Health, og hér er det direkte link til artiklen.

Lauras tilgang til arbejdet med metaforer er yderst spændende, og det kræver at man som coach eller terapeut virkelig køber den coachedes metaforer 100%. Når man gør det, så sker der nogle ting, der er helt fantastiske.

I et af de næste indlæg, vil jeg skrive om, hvordan jeg har arbejdet med en ung knægt med hovedpine, ørepine og feber, og om hvordan han kom af med alle tre på blot en enkelt session.

Har du erfaringer med den direkte effekt på sygdomme og lidelser af forskellig karakter i dit arbejde med NLP?

Så skriv en kommentar til dette indlæg.

Eller – hvis du har lyst til at skrive et egentligt indlæg om dine oplevelser, så send mig en mail på coach@ronnau.com. Så finder vi ud af, hvordan det kan lade sig gøre.

/Anders Rønnau
www.ronnau.com
www.adhd-coach.com