Det er altså “blot” en psykogeografisk proces på scenen.

Anthony Robbins gør dette på en meget lækker måde, Tom Vizzini som jeg i øvrigt synes er en ubehagelig person bruger det også i sin 3D Mind proces.

Hér er en superelegant illustration af, hvordan man kan opbygge et multimodalt anker på scenen.

Bob McFerrin Hacks Your Brain – Watch more Funny Videos

Har du problemer med at se den her på siden, så kan du se den her.

http://www.break.com/index/bob-mcferrin-hacks-your-brain.html

Bruger du Stage Anchoring, når du holder foredrag eller præsentationer?

Og i så fald – hvad er din model for at opbygge et godt anker?

Mvh. Anders.

Foto af Poagao.

For et par år siden sad jeg på flyet på vej til en af mine yndlingsbyer på kloden – Boulder i Colorado. Et par dage inden havde jeg lavet en omfattende stykke arbejde med en klient i forhold til hvad der lå på hans tidslinie, og jeg var meget inspireret af, hvad min klient havde oplevet, og hvad der egentligt er muligt med brugen af tidslinier.

Kvinden ved siden af mig i flyet havde en klar holdning til hvordan hun skulle have sin jetlag, hvor lang tid den ville vare, og hvilke fysiologiske og mentale effekter, hun ville få af det.

Det lød lidt for meget som om, der var noget på spil i det indre kort over virkeligheden, og jeg lukkede øjnene for at se, hvad der var på færde derinde.

Med visualiseringen af min tidslinie med fokus på de konkrete timer på linien kunne jeg se, at tiden på den indre tidslinie (naturligvis) var på dansk tid, og derfor ikke den samme som på mit ur. Den indre tidslinie var 8 timer foran, og det “nu” som jeg var på vej mod i Denver, lå 8 timer bag mig.

Derfor forestillede jeg mig at jeg kunne gribe i timemarkørerne på tidslinien – uden at gribe fat i selve tidslinien – for derefter at skubbe markørerne væk fra kroppen, frem i tiden, uden at jeg selv flyttede mig på tidslinien. Da jeg havde trukket markørerne 8 timer frem, stod jeg i fortsat i nuet og havde nu oplevelsen af at være på Denver-tid. 20 sekunder tog det.

Og for første gang i mit liv oplevede jeg ikke jetlag ved en rejse over Atlanten!

Selvfølgelig var jeg træt, men det føltes bare som om dagen var ekstra lang. Der var slet ikke det dér ubehag, der er forbundet med at være fanget i forkert tid.

Jeg har selv brugt metoden hver eneste gang, jeg har rejst på tværs af tidszoner, og jeg har hjulpet andre til at bruge metoden. For de fleste giver det ingen eller meget lidt af den træghed og utilpashed, der normalt kendetegner en god jetlag.

Og så er det jo bare lækkert at kunne nyde det sted, man har rejst så langt for at komme til…

Foto af Laertes.

God flyvning.

/Anders.

En af mine klienter, en dreng på 8 år, havde været syg i to uger, men ville gerne ind og coaches alligevel. Han havde hovedpine og let feber.

Mens vi talte om noget andet, afbrød han mig med “Donk, donk, donk.” Jeg spurgte, hvad det var for en lyd, han lavede. Det var ambolte, der faldt ned inde i øret. Og det var det, der gjorde ondt i hovedet. Det lød jo rimeligt nok. Så manglede vi bare at finde ud af, hvor amboltene kom fra…

Det viste sig, at de faldende ambolte var et udfald af en indre kamp mellem to dele af drengens personlighed. Vi havde haft fat i de to dele ved tidligere sessioner, og endnu ikke fået løst konflikten.

Den ene del (A) vil være glad og tror at det opnåes bedst ved at lave sjov, som man *jo* bedst opnår ved at irritere og slå. Denne del er meget kreativ.
Den anden del (B) er mere cool, opfører sig ordentligt, og forsøger at holde den del A nede. Amboltene blev kastet af Del B i et forsøg på at slå Del A ihjel…

Drengen ville gerne have at de ikke var uvenner, så jeg spurgte, hvordan det ville se ud, hvis de var venner, og drengen tegnede en tegning af to folk, der kæmper med ryggen til hinanden og dermed beskytter hinanden. For at nå dertil måtte der komme en tredie del med en microchip som skulle sættes ind i hovedet på del A, så den kunne blive næsten lige så sej som del B. Den kunne jo ikke blive lige så sej, når den havde den historie bag sig.

Effekten af dette blev, at der oppe i “kontrolrummet” ikke længere herskede kaos og krigstilstand, men at de nu kunne komme igang med at operere på øret, og dermed læge det der havde været problemet.

Dermed var hovedpine forsvundet og feberen forsvandt også.

Delene var dog ikke blevet venner “ordentligt”, og vi arbejder fortsat på at skabe grobunden for et venskab, der er vedvarende.

Ikke desto mindre var reframingen af forholdet mellem de to tidligere dødsfjender nok til at den pågående indre konflikt blev forandret i sin natur, så de fysiske symptomer forsvandt.

Har du oplevet noget lignende – i dine coachinger af andre – eller når du selv er blevet coachet?

Hvilken metafor bruger du, når du har hovedpine?

/Anders Rønnau

I min jagt på inspiration faldt jeg på et tidligt tidspunkt over et par artikler, som gjorde (og stadig gør) et stort indtryk på mig.

I sin artikel Moving the Mountain skriver Laura Coulson om sit arbejde med en 13 årig pige, der havde Cerebral Parese (spastisk lammelse) og store vanskeligheder med at gå.

Et stykke inde i artiklen skriver hun:

I explained how the signal that is sent to the brain is: the foot stepped on something, and the signal is sent back to the foot telling it to respond by lifting and flexing the muscles, then the foot deciphers that it is OK to relax, sends that message to the brain, the brain then sends the message to relax back to the foot, and the foot relaxes. From this, we mutually determined that her feet are sending the messages to her brain, and her brain is currently unable to send the response back to her feet. I then showed her an illustration of all of the nerves in the legs, and we traced (with her fingers) along the illustration a path through the nerves from the hind brain to each foot. This enabled her to get a kinesthetic path through her fingers, as well as a visual path through her eyes. I also had her saying la la la la la la la, to get an auditory path that would be taken by a signal from her brain through her legs and to her feet.

We then closed our eyes and imagined traveling through her own body on the same path, paying extra attention to parts’ objections and parts’ statements, along the way. The first block in the path was an objection by a part located somewhere in the vicinity of her gut (relating to the head/heart/gut) area. It had the positive intention of “safety”. K noted that often at the end of her day, her legs would twitch, as if excess energy had built up during the day, and this same part would object by saying, “What about safe?” Physiologically, the “safe” was in the behavioral level of the logical levels. The part was approximately 3-4 years old, and exercised the “learned” behavior of “withdrawing” when it was not “safe.”

og efter at have brugt Six Steps Reframing på den del:

Next, as we continued along the path of the nervous system to her feet, we discovered another block. To determine what it was, we decided to use creative thinking and metaphors by creating an animal that could travel as fast as a nerve signal. (…) K chose a cheetah to represent a nerve pulse to her feet. I then had K step first person into the cheetah, and make her starting place her cerebellum. We asked ourselves, “What would be something compelling to get the cheetah to run super fast to get to it?” K decided that the smell of raw meat would do the trick.

Now the question was: How do we get the cheetah to want to get to the foot? Hmmm, K thought, “What is more compelling to a cheetah than raw meat?” K decided that at the bottom of her feet she would place a meadow in which there were female cheetahs in heat, with big eyelashes and wearing lipstick. They would be wagging their tails appealingly, and saying–with kind of a May West attitude–”Com’on, big boy!”. (Pretty creative kid, huh!) The second the cheetah saw those hotty girl cheetahs down there, it zoomed to K’s feet as fast as it could, and held tails with the girl cheetah saying, “Oooohhh, baby,” all along the way.

Efter at have fået hele gepardens tur ned gennem benene til at være mulig og hurtig, går de udenfor for at prøve at gå uden krykker for første gang i pigens liv:

We then imagined we were like Forest Gump, when he ran for the first time and his braces fell off. I threw her crutches away, one at a time, with added sound effects and exaggerated motions. I asked, “Are you ready?” She excitedly and congruently said, “Yup.” I said, “OK, lets do it!” I then guided her in her first steps. After two steps, I gradually released my arm from her waist, and let her go. Let me tell you, SHE WENT! She took two steps on her own, and started to lose her balance. Her mom guided her safely. She was BEAMING! She said, “MOM, I did it! I’ve never done this in my life, and I DID IT.”

Artiklen kan læses i sin helhed på NLP sitet Institute for the Advanced Studies of Health, og hér er det direkte link til artiklen.

Lauras tilgang til arbejdet med metaforer er yderst spændende, og det kræver at man som coach eller terapeut virkelig køber den coachedes metaforer 100%. Når man gør det, så sker der nogle ting, der er helt fantastiske.

I et af de næste indlæg, vil jeg skrive om, hvordan jeg har arbejdet med en ung knægt med hovedpine, ørepine og feber, og om hvordan han kom af med alle tre på blot en enkelt session.

Har du erfaringer med den direkte effekt på sygdomme og lidelser af forskellig karakter i dit arbejde med NLP?

Så skriv en kommentar til dette indlæg.

Eller – hvis du har lyst til at skrive et egentligt indlæg om dine oplevelser, så send mig en mail på coach@ronnau.com. Så finder vi ud af, hvordan det kan lade sig gøre.

/Anders Rønnau
www.ronnau.com
www.adhd-coach.com

“Thought is the sculptor who can create the person you want to be.”

På AskACoach.com har de en ganske inspirerende blog, hvor de beskriver følgende coaching øvelse, der relaterer sig til tanken som skulptur:

1. Describe the person you want to be. You may already be that person, so describe who you are now if that’s the case. Be sure to include attributes, qualities, strengths, behaviours and values.

2. Now for the Thought Sculptor layer. What thoughts are required to sculpt you into the person you want to be, or are?

3. If negative, self-limiting or in any other way unhelpful thoughts had to be replaced with the thoughts from question two, what did you get rid of? What was the specific positive thought which replaced the negative thought?

4. If you still have some negative thoughts to replace, which are they? What positive thoughts are you going to replace them with, when and how?

5. What are you committing to?

Prøv selv at overveje, hvordan du kan bruge denne øvelse med dine klienter, når du har så rig adgang til kommunikation omkring din klients indre kort over virkeligheden.

Hvilken metafor bruger du, når du tænker på forandringerne i det indre kort over virkeligheden?

/Anders Rønnau
www.ronnau.com
www.adhd-coach.com

Vi fik afklaret at han havde en database (D1) med oplysninger om køretid fra A til B, og så havde han en anden database (D2) med oplysninger om, hvor meget han tidligere var kommet for sent til møder på forskellige B’er.
Et økologitjek på den positive hensigt med at have konstrueret D2 var selvfølgelig, at den skulle hjælpe ham til at blive bedre til at komme til tiden.
Når han valgte en forventet køretid var det kun i database D1, at han søgte efter den totale rejsetid. Dataene i database D2 blev ikke brugt til noget andet end at give dårlig samvittighed efterfølgende.

Derefter lavede vi en fletning af de to databaser – akkurat som når man fletter adresser fra et adressekartotek ind i eksempelvis et brev. Effekten af fletningen var, at der nu kun er en enkelt database med den totale rejsetid fra startstedet (skrivebordet), ud til bilen (A), kørsel til B, parkering af bil, transport til rejsedestination (mødelokale), etc. Dataene i den nye database er differentierede, så han godt kan adskille reel køretid og alt det andet.

Derefter forankrede vi effekten ved at tale om effekter, oplevede og forventede forandringer, etc.

En væsentlig forandring er at databasen med alle de gange han var kommet for sent, nu ikke længere bliver brugt til at give dårlig samvittighed, men til at ramme mere præcist. Og dermed er økologien opfyldt.

14 dage efter kom klienten retur med meget gode resultater – og et helt andet problem for os at arbejde med.

Har du arbejdet med mentale databaser, eller kan du se hvordan denne tankegang kan anvendes i din coaching?

/Anders.

www.ronnau.com
www.adhd-coach.com

Nedenstående oplæg af Arthur Benjamin - Lightning calculation and other “Mathemagic” – viser et matematikgeni, der laver vilde udregninger i hovedet. Hen mod slutningen prøver han at illustrere, hvad det er han laver inde i hovedet. Dermed får vi et lille indblik i hvilken mental strategi, han bruger undervejs i beregningerne. 

Og der kommer både tal, ord og masser af bevægelser, som han laver sine beregninger, – og så går det forrygende hurtigt…

(Hvis du ikke vil se hele foredraget, så spring til 10 min. 30 sek. inde i præsentationen, hvor Benjamin begynder på sin beregning.)

Er du interesseret i at finde ud af, hvad han har gang i, så kan du læse mere i Arthur Benjamins bog Secrets of Mental Math.

Og hvis du vil have hans hjælp til at lære børn matematik, så er bogen Teach Your Child Math: Making Math Fun for the Both of You måske mere rigtig for dig…

God fornøjelse med at modelere på det…

/Anders

www.ronnau.com
www.adhd-coach.com