Amazon.co.uk Widgets

Stage Anchoring og tidslinier

Jørgen Hedegaard skrev i en kommentar til indlægget Stage Anchoring på en meget lækker måde, hvordan han bruger Stage Anchoring i sine foredrag.
Hér vil jeg skrive lidt om hvordan jeg bruger det i mine.

Ofte når jeg er ude og holde oplæg, så har jeg et mål, som jeg arbejder hen imod med tilskuerne – eller deltagerne som de ofte bliver. Jeg inviterer dem nemlig til at fortælle mig, hvad de gerne vil have ud af oplægget. Eller jeg beder dem fortælle mig, hvad konstruktiv feedback er for dem. Eller jeg beder dem fortælle mig om hvordan man håndterer børn og unge med diagnosen ADHD, når det går godt.

Denne information skriver jeg på flip-over, der er placeret til højre for dem, når de kigger op på mig. Det er i deres fremtid.

Derefter kan jeg fortælle dem at mit oplæg handler om, at de får værktøjer med sig derfra, så de kan gå ud og gøre det der står på flip-overen mere og med højere kvalitet end tidligere.

Undervejs i oplægget kan jeg hele tiden bruge flip-overen til at tale om hvor vi er på vej hen.

Herved opnår jeg både en forankring og dialog, som den Jørgen taler om, – og jeg opnår at jeg hele tiden meget bevidst kan bruge flip-overen som anker for den succes, som de kommer til at få ud af at høre oplægget til ende.

Når oplægget er slut tager jeg og flytter flip-overen ind i center på “scenen”, så det der står på den nu er kommet tættere på nuet. Det bruger jeg til at forankre, at de nu faktisk har fået værktøjer til at håndtere fremtidige situationer anderledes. Værktøjerne er i nuet.

Giver det mening? ;)

Mvh. Anders.

Kommentarer lukket til Stage Anchoring og tidslinier 
Kategorier: Ikke kategoriseret


Stage Anchoring på en meget lækker måde

Begrebet Stage Anchoring henviser til den simple proces at opbygge et anker, der relaterer til et bestemt sted på en scene. For eksempel, hvis du holder foredrag, og du hele tiden på et bestemt sted, når du henviser til en bestemt ting, så vil dette sted du peger på, blive repræsentativt for den ting, du omtaler.

Det er altså “blot” en psykogeografisk proces på scenen.

Anthony Robbins gør dette på en meget lækker måde, Tom Vizzini som jeg i øvrigt synes er en ubehagelig person bruger det også i sin 3D Mind proces.

Hér er en superelegant illustration af, hvordan man kan opbygge et multimodalt anker på scenen.


Bob McFerrin Hacks Your Brain – Watch more Funny Videos

Har du problemer med at se den her på siden, så kan du se den her.

http://www.break.com/index/bob-mcferrin-hacks-your-brain.html

Bruger du Stage Anchoring, når du holder foredrag eller præsentationer?

Og i så fald – hvad er din model for at opbygge et godt anker?

Mvh. Anders.

3 Comments 
Kategorier: Modeling, NLP, Teknikker, Video


ACC certificering med NLP Coach Practitioner

I denne uge blev jeg certificeret Associate Certified Coach (ACC) hos International Coach Federation (ICF).

Det har været en lang proces med masser af venten. I juni søgte jeg om at blive certificeret. I juli fik jeg at vide, at jeg teknisk set var godkendt til optagelse og derfor ventede på den mundtlige eksamen. Og derefter har jeg fået en mail fra dem hver tre uger, hvor jeg har fået at vide, at jeg fortsat var klar til eksamen.

Nu har jeg for tre uger siden været til den mundtlige eksamen, og for et par dage siden kom certifikatet ind ad døren.

Associate Certified Coach kan i første omgang lyde som endnu en fin titel, der ikke siger så meget om, hvilket faglige niveau man er på. Det er det også på en række områder.

Der er dog den forskel, at der i ICF’s certificeringer er krav til både din uddannelse, til din erfaring som praktiserende coach, og til at du er blevet mentorcoachet – altså coachet på din coaching. Det betyder at weekend-coaches er udelukket, og at du faktisk skal have haft en række betalende klienter for at komme i betragtning.

Det sidste synes jeg er meget væsentligt. Til ACC’en skal du have haft blot 100 timers coaching med klienter. Til PCC’en og MCC’en skal du have haft 750 hhv. 2500 klienter. Og dertil en mængde uddannelse oveni.

Som udgangspunkt er det ikke nok at have en NLP Practitioner, selv om NLP i sin grundsten i hvert fald er en coachende tilgang, så hvis du ikke har en NLP Coach Practitioner, så skal der argumenteres godt for at komme igennem filteret. Tror jeg.

Jeg lavede et stort stykke arbejde for at vise, hvorledes NLP uddannelsen hos Asisco aligner med ICF’s krav på alle leder og kanter. Det har betalt sig.

I mellemtiden har jeg opfyldt kravet om at have coachet 750 timer, så i forhold til det krav, så er jeg klar til at komme videre til PCC’en… ;)

Hvorfor overhovedet tilstræbe at blive ACC certificeret?

  • ICF er ved at blive verdens førende organisation, der certificerer coaches efter enslydende krav. På verdensplan er der over 16.000 ICF certificerede coaches, og der kommer flere til i hastigt tempo.
  • Danske og internationale virksomheder – især de store – er begyndt at få øjnene op for at ICF certificeringen er til at stole på. Eller også kræver deres procedurale tænkning bare, at der er en certificering – og at det er den største organisation, der er den bedste(?)
  • En ICF certificering er fortsat en relativt eksklusiv ting i Danmark. Der er pt. 59 ACC, 17 PCC og 2 MCC coaches i Danmark. (Jeg blev således certificeret som nummer 78 i DK.)

Hvad kræves der for at blive certificeret?

Læs selv mere hér om certificering og krav dertil:

www.icfnordic.org

Med venlig hilsen

Anders Rønnau
www.ronnau.com
www.adhd-coach.com
 

Kommentarer lukket til ACC certificering med NLP Coach Practitioner 
Kategorier: Coaching, Ikke kategoriseret


Har du lyst til at skrive et indlæg til Anvendt NLP?

Synes du, at det er inspirerende at læse om hvordan andre anvender NLP i deres arbejde som coach, terapeut, leder, foredragsholder eller andet?

Anvender du NLP i det daglige?

Og har du haft en eller flere oplevelser, hvor du har brugt værktøjer eller forståelse fra din baggrund i NLP, hvor du har lyst til at dele disse oplevelser med andre?

Så send mig en mail på coach@ronnau.com og fortæl ganske kort, hvad det er du kunne tænke dig at fortælle om. Så finder vi ud af, hvordan vi kan gøre din oplevelse til en del af Anvendt NLP til inspiration for andre.

/Anders Rønnau

Kommentarer lukket til Har du lyst til at skrive et indlæg til Anvendt NLP? 
Kategorier: Ikke kategoriseret