Amazon.co.uk Widgets

ACC certificering med NLP Coach Practitioner

I denne uge blev jeg certificeret Associate Certified Coach (ACC) hos International Coach Federation (ICF).

Det har været en lang proces med masser af venten. I juni søgte jeg om at blive certificeret. I juli fik jeg at vide, at jeg teknisk set var godkendt til optagelse og derfor ventede på den mundtlige eksamen. Og derefter har jeg fået en mail fra dem hver tre uger, hvor jeg har fået at vide, at jeg fortsat var klar til eksamen.

Nu har jeg for tre uger siden været til den mundtlige eksamen, og for et par dage siden kom certifikatet ind ad døren.

Associate Certified Coach kan i første omgang lyde som endnu en fin titel, der ikke siger så meget om, hvilket faglige niveau man er på. Det er det også på en række områder.

Der er dog den forskel, at der i ICF’s certificeringer er krav til både din uddannelse, til din erfaring som praktiserende coach, og til at du er blevet mentorcoachet – altså coachet på din coaching. Det betyder at weekend-coaches er udelukket, og at du faktisk skal have haft en række betalende klienter for at komme i betragtning.

Det sidste synes jeg er meget væsentligt. Til ACC’en skal du have haft blot 100 timers coaching med klienter. Til PCC’en og MCC’en skal du have haft 750 hhv. 2500 klienter. Og dertil en mængde uddannelse oveni.

Som udgangspunkt er det ikke nok at have en NLP Practitioner, selv om NLP i sin grundsten i hvert fald er en coachende tilgang, så hvis du ikke har en NLP Coach Practitioner, så skal der argumenteres godt for at komme igennem filteret. Tror jeg.

Jeg lavede et stort stykke arbejde for at vise, hvorledes NLP uddannelsen hos Asisco aligner med ICF’s krav på alle leder og kanter. Det har betalt sig.

I mellemtiden har jeg opfyldt kravet om at have coachet 750 timer, så i forhold til det krav, så er jeg klar til at komme videre til PCC’en… ;)

Hvorfor overhovedet tilstræbe at blive ACC certificeret?

  • ICF er ved at blive verdens førende organisation, der certificerer coaches efter enslydende krav. På verdensplan er der over 16.000 ICF certificerede coaches, og der kommer flere til i hastigt tempo.
  • Danske og internationale virksomheder – især de store – er begyndt at få øjnene op for at ICF certificeringen er til at stole på. Eller også kræver deres procedurale tænkning bare, at der er en certificering – og at det er den største organisation, der er den bedste(?)
  • En ICF certificering er fortsat en relativt eksklusiv ting i Danmark. Der er pt. 59 ACC, 17 PCC og 2 MCC coaches i Danmark. (Jeg blev således certificeret som nummer 78 i DK.)

Hvad kræves der for at blive certificeret?

Læs selv mere hér om certificering og krav dertil:

www.icfnordic.org

Med venlig hilsen

Anders Rønnau
www.ronnau.com
www.adhd-coach.com
 

Kommentarer lukket til ACC certificering med NLP Coach Practitioner 
Kategorier: Coaching, Ikke kategoriseret